Omkring midten af 1700-tallet var det muligvis kæmner Michel Nielsen Langballe (1608-1658), der gennem opkøb samlede ejendommen og gav den den udstrækning, den har i dag.

Hans andet ægteskab var med Kirsten Jensdatter, der var en af arvingerne til borgmester Søren Jensen Frost, og derved kom ægteparret i besiddelse af Vestergade 3 efter borgmesterens død i 1642.

Michel og Kirsten Langballe ligger begravet ved Vor Frue Kirke. Oprindeligt lå de indenfor i kirken, men ligstenen ligger nu udenfor som nr.2 gravsten fra vest ud for sideskibets sydside.

Efter- eller tilnavnet Langballe har gennem tiderne været udbredt i Aarhus, men med flere oprindelsessteder udover landet. Efter Kirsten Langballes død i 1687 arvede de 4 børn gården. Disse var Jens, Søren, Michel og Henrik.

Michel fik skøde på Vestergade 3 i 1693.

Henrik, der døde i 1732, var far til børnene Maren, Anne Mariche og Jens. Efter Henriks død valgte hans børn at afhænde gården i Vestergade 3 ved auktion i 1735 til Oluf Løcke, byfoged i Aarhus fra 1732 til 1750.

Henrich Jensen Langballe, Jr.

Den sidstnævnte Jens Langballe havde en søn, Henrich Jensen Langballe, Jr. (1736-1801), der i 1765 blev gift med Mette Margaretha Schiødstrup. Han fik i 1767 borgerskab som købmand og erhvervede samme år Vestergade 58. Han havde adskillige officielle tillidshvev som *takserborger, *stokkemand, *rodemester m. fl.

Henrich Langballe Jr. formidlede fra sin gård i Vestergade, som mange andre købmænd udlån af penge.

Han ejede også en gård i Mejlgade.

*Stokkemand

Stokkemænd var mænd, der i ældre tids retspleje var udpeget til at overvære retsmøder.

*Takserborger

Takserborgere var i ældre tid borgere, som skulle foretage skatteligningen i købstæderne. Skatteligningen er opgørelsen over, hvor meget personer og virksomheder skal beskattes. Takserborgere indførtes ved en forordning i 1619, hvori det bestemtes, at borgerne hvert år alt efter byens størrelse skulle vælge to, fire eller flere borgere til at foretage ligningen sammen med det foregående års kæmnere. Ordningen videreførtes i senere lovgivning, men blev afskaffet i 1837.

*Rodemester

Rodemesteren var en slags embedsmand, som tidligere fandtes i købstæderne. Hvervet som rodemester var borgerligt ombud, idet der i hvert kvarter eller rode skulle være en rodemester. Hans opgave var også at føre tilsyn med borgerne, føre mandtal og organisere folketællinger. Desudens holdt han øje med flytninger og udlejning, og i nogle tilfælde skulle han også sørge for indkvartering af tropper, opkræve skatter, holde opsyn med ildsteder og hjælpe brandfogeden. På mange måder svarer funktionen dermed til sognefogeden i landsognene.

Ludvig Brun (Bruun) (f. i Assens 1757- ) tog borgerskab i byen 12/8 1805 som gæstgiver. Han var borgerlig artilleriløjtnant, da han flyttede til Aarhus i 1801 for at slå sig ned. I første omgang som gæstgiver ved Mindeport.

I en annonce fra 22. august 1801 lyder hans prisning af gæstgiveriet helt nutidigt med en smuk beliggenhed ved strand, fine trafikale forbindelser, fri parkering, komfortable værelser, have med god plads og endelig - med en fortræffelig betjening: ”Gaardens smukke Beliggenhed nær ved Stranden, der for Reisene som kommer, eller vil med Smakkerne eller anden Skibslejlighed især vil falde beqvemt, dens gode Indretning med større og mindre Værelser, foruden at have stort Gaardrum, gode Staldrumme og Vognremise, ligesaa loves bestræbelse for god Opvartning og reel Behandling...”

Udlejning og salg

I sommeren 1804 lejede han sit gæstgiveri ud til *Det Forenede Dramatiske Selskab. I maj 1805 solgte han gården ved Mindeport og købte Vestergade nr. 3 for her at forsætte sit kgl. privilegerede gæstgiveri.

Opsynsmand for Befordringsvæsenet og agrar

Ludvig Brun var udover gæstgiver også opsynsmand for Befordringsvæsenet. Gården i Vestergade lå ideelt for denne institution, der varetog befordringen af rejsende med ekstrapost, dagvognsbefordring, befordring af pakkepost og diligence.

Desuden var Brun agerbruger. Han ejede i hvert fald jord udenfor byen. Herfra området Oldjorden kunne han sælge afgrøder, bl.a. vinterhvede, byg og enghø og ligeledes ”fra det Stykke Jord Jeronimus Bakke kaldet ved Mølleengen...” hvilket i dag vil sige fra jordstykket omkring Vester Alle med Bispetoften og Aros.

Velgørenhed eller forretning

Brun synes at have været en venlig og flink mand, hvilket fremgår af en bekendtgørelse nedenfor fra 4. januar 1806. Han sælger korn til de fattige og trængende for billigere penge: ”Udi Opsynsmanden for Befordrings-Væsenet, Hr. Giestgiver Bruuns Gaard paa Vestergade her i Aarhus vorder fra næstkommende 18de denne Maaned og indtil videre, til enkelte Trængende og Fattige overladt Rug i smaae Partier fra 1 til 3 Skpr. for 1 Rde...”

Den 19.8.1809 bekendtgør Brun, at gården er til salg. Annoncen givet en god beskrivelse af ejendommen Vestergade 3 anno 1809: ”….er for faae Aar siden af nye opbygt, 2etage høi med Kielder under, og er indrettet med mange smukke, betrukne, malede og gipsede Værelser, haver gode Pakkamre, Lofter, Staldrumme, Vognremiser, rummelige og tørre Kieldere, overflødig godt Vand i de to i Gaarden værende Brønde, som er forsynet med gode nye Pompetræer og Redskaber. Ved Gaarden er en god Hauge med mange rare Frugttræer. Fra Haugen er en Udgang til en i Havet forbiløbende Aae. Denne Gaard kan tiltrædes......”

Afrejse fra Aarhus

I 1809 beklagede den yderst høflige vært overfor tidligere og kommende kunder, at han desværre ikke længere ville kunne beværte dem, da han havde til hensigt at flytte fra byen. I en senere annonce takkede han byens indbyggere, venner og bekendte for et godt samarbejde og meddelte, at han nu kunne træffes på Snaastrup Mølle ved Harlev.

Snåstrup Mølle er i dag en andelsforening og bofællesskab.

*Det Forenede Dramatiske Selskab

I 1777 blev der stiftet et dramatisk selskab eller et amatørteater i København. Ideen om et sådant teater bredte sig også til Aarhus, hvor Det Forenede Dramatiske Selskab i Aarhus blev oprettet den 5. januar 1800. Selskabet var både for mænd og kvinder, men det var især den yngre generation af begge køn, som var medlem af selskabet, der om vinteren holdt til på bl.a. Løveapotekets loft på Store Torv og i Bruuns Have ved Mindeport om sommeren.

Selskabet havde i mange år økonomiske vanskeligheder, hvilket i 1815 førte til, at selskabet blev fusioneret med Kronprindsens Klub under navnet Polyhymnia i Kannikegade. Her var det muligt at dyrke både teater og litteratur. Bibliotek, diskussioner og foredrag havde også en fremtrædende rolle i foreningen.

Ahrentzen ses første gang med en annonce i Aarhus Stiftstidende 16. oktober 1811, hvor han på auktion bortsælger alskens sager fra tømmer, teglsten, indbo, seletøj til maskiner - sikkert gamle sager, som Ludvig Brun ikke fik med sig, da han flyttede til Snaastrup Mølle i 1809.

Fornemt besøg

23. marts 1811 fik gæstegården fint besøg, og det var ikke en frøken hvemsomhelst, der skulle give koncert.

Catherine Wernicke fik - til forskel fra mange vidunderbørn af begge køn, der i begyndelsen af 1800-tallet kortvarigt skabte sensation i koncertsalene - sin karriere som koncertgiver til at strække sig over det meste af 20 år. Hun blev herved den første danske kvindelige pianist, der vedblev med at optræde som voksen, og interessen for hendes person var da også stor.

Steen Steensen Blicher skrev et hyldestdigt til hende, da han hørte hende spille ved en koncert i Aarhus. Her ses de første fire linier.

Bevilling

Jens Dahl Ahrentzen fik først i 25/9 1812 efter 3 år venten kgl. bevilling til at drive gæstgiveri, værtshus og indlogere fremmede rejsende, som kom til byen.

Han kunne derfor den 13. oktober stolt bekendtgøre, at ”Endelig; - i Kraft af det mig nu tilstaaende Privilegium - seer jeg mig istand til, for mine uden-indenlands Venner og Bekiendtere, ligesom og for de Reisende, som hidtil, ukiendt og uvidende om, hvor de under deres Ophold i Aarhuus modtages og beværtes.... - og, (sammendrag):

... at han i sin gård i Vestergade nu kunne modtage og beværte alle og enhver med den tilfredshed, de ville kunne forvente - og endeligt, at han - i de tre år, han allerede havde beværtet byens indvånere - aldrig havde modtaget nogen klager, og endeligt, at han heller ikke havde generet andres næringsvej eller rettigheder.

"Krig om kunderne

Der var en del tvister i byen på den tid om at give ulovligt logi til rejsende.

Ahrentzen måtte kort tid efter se sig nødsaget til at indrykke en bekendtgørelse i avisen 26. november 1812, for at understrege ”at jeg ikke imodtager eller beværter andre uden Reisende og saadanne som disse nu og da maatte indbyde til Giest for deres Regning.”

I følge privilegiet, der på det tidspunkt var i kraft, måtte han kun beskænke og bespise rejsende og evt. deres gæster - ikke byens egne indbyggere. Nogen har haft travlt med at pådutte ham, at han måske har gjort det alligevel, så han måtte igen ty til avisen i januar 1813 for at svare på anklagen og pointere endnu engang, at ”han kun serverede for Reisende og dem som disse indbød", men den 29. januar omtales "et Selskab som den 27. og 28. Januar i Anl. af Hans Majestæt Kongens Fødselsdag deeltoge i Ballet for Hr. Giestgiver A., som havde indsamlet Penge til de Fattige”

På samme tid havde Ahrentzen lagt sag an mod Engelbrecht Wahl i Vestergade 48 for at have indkvarteret rejsende, hvad denne ikke havde ret til - og Wahl blev dømt.

- men, men: I juli måned fik samme Engelbrecht Wahl bevilling til at holde gæstgiveri i Aarhus.

Gæstgiveriet til salg

Men forinden - den 6. marts - synes Ahrentzen at have fået nok og sat ”Giestgivergaarden” - den eneste kongelige privilegerede i byen - til salg eller til leje straks med eller uden indbo. I mangel af salg ville gården ryge på auktion. Gården skulle ses, skrev han i annoncen eller bekendtgørelsen, der fyldte næsten en hel spalte i Aarhus Stiftstidende. Det var umuligt for ham at give en udførlig beskrivelse af stedet med dets fordelagtige og skønne beliggenhed midt i byen og ved byens store torv og på en af hovedgaderne. Det ville medføre for megen vidtløftighed og kunne kun opleves ved at tage stedet i øjesyn, da ingen vil nægte det, som enhver kender og sagkyndig måtte indrømme, at den hørte ”til de første og suffisanteste Gaarde i Aarhus”.

Annoncen fortsatte med yderligere lovord, at gården havde den mest bekvemme indretning, både ud- og indvendig, at den var vel vedligeholdt og bebygget overalt. Den havde en ypperlig have med mange udsøgte og gode frugttræer og adgang til åen, som løb lige forbi haven. Endvidere var der plads til to keglebaner. Halvdelen af annoncen kan ses herunder:

Så det lykkedes alligevel for Ahrentzen at beskrive gården - og han fik den da også solgt. Køberen var P. Juncher fra Horsens.

Den tredje gæstgiver i Vestergade 3 blev Peter Juncker, der kom fra Horsens, hvor han havde et gæstgiveri i Nørregade i 1812. I 1814 købte han Ahrentzens ”Giestgiver-Gaard”, som den efterhånden var kommet til at hedde i folkemunde.

Han overtog samtidigt den kongelige bevilling som gæstgiver, men efter blot 1½ år som gæstgiver ønskede Juncker at sælge igen, men han fortsatte dog sit gæstgiveri.

Illoyal konkurrence

Året efter i 1815 har der tilsyneladende igen været en del af byens indbyggere, der havde lanceret en tidlig udgave af ”Airbnb”, hvad den officielle hotelverden i byen - i dette tilfælde Juncker og Ahrentzens tidligere konkurrent, Engelhardt Wahl i Vestergade 48 - protesterede kraftigt imod i en annonce i Aarhus Stiftstidende:

”Da vi have befundne, at endeel af Stadens Indvaanere tillade sig at herbergre Reisende, og Saaledes tvertimod vore Privilegier og Lovene, at trænge ind vore Næringsveie, saa maae vi, ved herhos at drage de Kgl. Forbudde herimod i Erinding tilkiendegive, at vi, ved Rettens Bistand, vil kræve enhver til Ansvar som i Fremtiden, under noget Skin, modtager Omegnens eller fiernere fra ankommende Reisende.

Aarhuus, d. 16. Mai 1815 Juncher Wahl Kongelig priviligerede Giestgivere"

Bissen skrues på

Problemet blev ikke løst. Op mod juletid i 1818 var den gal igen, og nu skruede byens magistrat bissen på:

”.....saa vil der for Eftertiden blive holdt vaagente Øie med Enhver som i disse Personers Næringsvei giøre Indgreb, derfor vil blive draget til Ansvar og Straf Undgieldelse efter Lov og Anordninger.

Aarhuus Raadstue, d. 10. December 1818 Magistraten."

Events i gården og haven

Peder Juncher fik hurtigt gang i at bruge Gæstgiveriets store gård og have, der efterhånden blev anvendt til lidt af hvert. I januar 1817 var Karamaty på besøg i Junchers have med sin ”Samling af udenlandske Dyr”, der blev fremvist dagligt. Karamaty hed i virkeligheden Luigi Caramatti og var fra Italien. Her vises en annonce i Aarhus Stiftstidende januar 1817. Caramattis samling af udenlandske dyr ”som aldrig før vare sete her” - som det blev annonceret i en anden tidligere annonce fra 1807 i Odense. Her havde udstillingen fået en anmeldelse med på vejen: ”Disse oplagte Hoveder vare da en slet og ret Abe, en Bjørn, 2 afrikanske Pindsvin og et - Æsel”

Luftopstigning m.m.

Samme år var også *Joseph Hoffmann, fyrværker, mekanikus og cirkusdirektør på besøg i byen. Han udstillede i Raadstuen på byens rådhus:

”Optiske mechaniske Forestillinger best. af: brillante Kunstfyrværkerier, les ambres chinoise, og Illusioner af Aander, samt ærostatiske Figurer i menneskelig Størrelse, hvilke i Tilskuernes Overværelse fyldes med brændbar Luft m.m"

- men han kunne skam også fremvise en sensation i haven henne hos Juncher i Vestergade 3, hvor han fremførte sit store show. Her annoncerede J. Hoffmann i en annonce i Aarhus Stiftstidende fra 14. november 1817 en opstigning af "ærostatisk Ballon, en Hund og en Figur i menneskelig Størrelse forestillende en Mammeluk. Bill. a 1 Rbd. erholdes ved Indgangen, som aabnes Kl. 3. J. Hoffmann Mekanikus fra Brünn”

I Junchers have har der været god plads, og den strakte sig også helt ned til åen, Også andre udstillere fik lejlighed til at fremvise deres mere eller mindre ”eksotiske” dyr her, bl.a. Johan Eliasser fra Frankfurt af Main med ”Et Menagerie af udenlandske levende vilde Dyr” i 1819.

Handelsrejsende, ansjoser og billetudsalg

Gården og gæstgiveriet i Vestergade 3 blev også brugt til forskellige former for auktioner - bl.a. auktioner i oplandet, hvor listerne kunne konsulteres her, og i gården hos Juncher var der også salg af ”Ekstra gode norske Ansjioser faaes til billig Priis”

Her logerede - og annoncerede - også omrejsende specialister, som Glauber og Weimann fra Ungarn. De solgte optiske instrumenter og reparerede samme til en ”billig Pris”.

Fra adressen blev der også solgt biletter, når det Det kgl. Teaters gæsteoptrådte på det lokale teater, Polyhymnia.

Skatterestancer

Måske var det også nødvendigt for Juncher at have mange jern i ilden. Ejendommen kom i 1822 nogle gange på auktion, da han var bagud med skatterne. Selv møddinger kunne afhentes: ”Hos Giæstgiver Juncher kan faaes en stor Miødding, som ligger i hans Gaard, og to dito ude paa Galgebakken” - men han måtte også understrege (måske på grund af skatterestancer og møddingen i gården) i annoncer i avisen, at han ”... endnu som før modtager og beværter Reisende i min iboende Gaard”

Pejlemærke

Gæstgiveriet med dets gård og mange aktiviteter tjente uden tvivl som et pejlemærke for byens befolkning på den tid. Købmand C. J. Wulff - nabo til Vestergade 3 - indrykkede i hvert fald følgende annonce fra 27. juli 1819:

”Købmand C. J. Wulff boende paa Vestergaden ved Siden af Giæstgiver Juncker, har udsalg af diverse Colonial- og Manufakturvarer og anbefaler sig til Enhver, som vil beære ham sin Søgning, lovende reel Behandling og billige Priser”

Slut med Gæstgivergaarden

Da farver Jahnsen overtog ejendommen i 1822, var det slut med gæstgiveriet og de gøgleragtige ”events”, men mange af disse folkelige begivenheder fortsatte i Ridehuset - ikke Ridehuset i Vester Allé, som vi kender i dag fra 1860, men i det Ridehus, der dengang lå uden for Mindeporten. Her kom ovennævnte Cirkus Hoffmann ofte på besøg.

Der skulle gå mange år, inden der igen blev serveret mad i Vestergade 3.

I mellemtiden var her bl.a. klædehandel, undervisning, farve- og tapethandel, specialforretninger, smørudsalg, vaskeri, trykkeri og mange forskellige værksteder.

*Joseph Hoffmann (ca 1780-1830)

Han havde flere titler som fyrværker, mekanikus og cirkusdirektør. Han kom fra byen Brünn (Brno) i Mähren i nuværende Tjekkiet. Han rejste rundt i landet med familien og optrådte flere gange i Aarhus. Francois Carl Adolph Hoffmann var den tredje festfyrværker i Hoffmann slægten. Hans far, der var den anden festfyrværker i Hoffmann slægten var Carl Wilhelm August Heinrich Hoffmann (født i Tyskland ca. 1809 og død i Danmark i 1865). Tivolis fyrværkerifabrik 1938-1967.pdf

Familien Liisberg hørte til blandt de familier, der i begyndelsen af 1800-tallet arbejdede sig op og var med til at gøre byen større. Henrik Carl Liisberg (1810-1863) tog borgerskab i Aarhus den 25/11 1839 som købmand. Allerede i december samme år åbnede han sammen med broderen, Hans Laurits Liisberg, en traditionel købmandshandel med opkøb af landbrugsprodukter i Mejlgade 72; samarbejdet ophævedes allerede I 1842. Broderen - den senere velkendte brændevinsbrænder og rådmand i Aarhus - optog i stedet Peter Meisner i sit firma. Dette samarbejde varede til Meisners død i 1859.

Nyt samarbejde

I 1842 stiftede H. C. Liisberg og Jens Nybroe (1814 -1867) et interessentselskab med det formål at handle med ”Trælast, Colonial- og Hørkramvarer, samt Indkjøb af Landets Producter” under navnet: Firma H. C. Liisberg &Jens Nybroe. Forretningen lå i Frederiksgade i Konsul Peder Herskinds Gaard, som det fremgår af den bekendtgørelse, hvor der reklameres med de nymodens «Brabanter Glas».

Paketfart

De to var foretagsomme mænd, og i 1845 startede de en regelmæssig rutefart - en paketfart - til Kiel med sluppen Pilen - et mindre, enmastet sejlfartøj. Ruten udviklede sig dog aldrig, og de solgte skibet mindre end tre måneder efter. 5 år efter, i 1850, ophørte samarbejdet med Nybroe.

Flytning til Vestergade

Liisberg havde da købt ejendommen i Vestergade 3, hvor han i en meget beskrivende annonce i juni 1850 søgte en lejer til en ”God Leilighed for en Manufacturhandler i Aarhuus” - og med en fremragende beliggenhed ”paa Vestergade lige ved Torvet paa et af de livligste og meest befærdede Steder i Byen..”

Den 6. oktober samme år flyttede Liisberg fra Frederiksgade til sin ejendom i Vestergade, hvorfra han fortsatte korn- og hørkramdelen af sin forretning.

Nyt - Nyt

Liisberg etablerede sig i Vestergade med en ny tømmerhandel med salg af bl.a. det hotteste hotte - Brabanter Vinduesglas, som det ses i annoncen.

Brabanter Vinduesglas var en revolutionerende og moderne vinduesglas, der kunne give kunder et helt nyt indkik til en forretnings udstilling. Dette vinduesglas i planglas med målene 60 x 90 cm blev fremstillet i provinsen Brabant i Belgien som det første sted.

Andet giftemål

I 1855 mistede Liisberg sin hustru, og året efter annoncerede han sin bolig i Vestergade til leje. Samme år solgte han sin virksomhed til N. A. Ring & W. Jørgensen. I 1857 blev han gift anden gang med præstedatteren Marie Julie Hald (1818 i Kettrup ved Thisted-1880).

Forsikringsbranchen

I 1851 var Liisberg allerede gået ind i forsikringsbranchen, da han blev repræsentant for "Brandforsikringsforeningen for rørlig Eiendom i Jyllands Kjøbstæder.” I 1857 blev han desuden agent for ”Forsikringsforeningen for Værnepligtige”.

Tillidshverv

Liisberg havde mange tillidshverv. Han var medlem af borgerrepræsentationen fra 1850 - 1856 og blev tidligt medlem af flere kommunale kommissioner og råd. Desuden sad han i Brandassuranceforeningen, Brændselsforeningen og Creditforening for Kjøbstadgrundeiere i Nørre-Jylland. Han var også medlem af bestyrelsen i Velgørenhedsselskabet og formand for Jydske Kjøbstadsforening. I social sammenhæng var han aktiv i Kunstforeningen og selskabsforeningen ”Polyhymnia”.

Velgørenhedsselskabet

Det ovennævnte Velgørenhedsselskab, som Liisberg var medlem af, var et privat velgørenhedsselskab, der er omtalt som byens ældste. Det blev etableret på et møde på Aarhus Rådhus den 10/2 1841 med det formål at støtte værdigt trængende, der ikke kunne få hjælp af Fattigvæsenet. Selskabet havde inddelt byen i 13 kredse, som hver blev bestyret af en kredsforstander. Kilde: Velgørenheds-Selskabet i Aarhus: 1841-1911. Udg.1911. 15 sider.

Legatstifter

H. C. Liisberg døde i august 1863. Han hustru Julie Hald solgte ejendommen i Vestergade 3 i januar 1876 til vinhandler C. F. Schaarup for 80.000 Kr.

Julie Hald døde i 1880, men nåede at få oprettet et legat - Det Hald-Liisbergske Legat for Aarhus By.

Legatet var oprettet året før hendes død og lød på 40.000 kroner. Renterne heraf, der dengang lød på knap 2.000 kroner, kunne uddeles i "livsvarige Portioner paa 100 Kr. til mindst 40 Aar gl..., trængende ugifte Piger, særlig Præste- og Kjøbmandsdøtre, fortrinsvis af Legatstifterindens og hendes mands Slægt indtil 5 Led fra deres Bedsteforældre…”

Købstadsforeningen

Den danske Købstadsforening eller blot Købstadsforeningen var en dansk interesseorganisation, hvis medlemmer var købstæder i Danmark. Organisationen blev dannet i 1873. Op til kommunalreformen 1970 spillede organisationen en væsentlig rolle gennem sin repræsentation i Kommunalreformkommissionen. Som følge af reformen indgik Købstadsforeningen sammen med De Samvirkende Sognerådsforeninger i Danmark og Foreningen af Bymæssige Kommuner fra 1970 i Kommunernes Landsforening.

Cikoriefabrikken

I 1857 blev Liisberg direktør og daglig leder af Stellfelds Cichoriefabrik. Dette mindre industriforetagende var blevet overtaget af en lille kreds af aarhusianske pengemænd, som det fremgår af bekendtgørelsen herover i Aarhus Stiftstidende. Cikoriefabrikken lå ved Mindeport for enden af det nuværende Dynkarken.

Cikorie er en plante, hvis rødder kan bruges til at lave et produkt, man bruger som erstatningskaffe. Firmaet betalte folk for at dyrke cikorieplanter, hvis rødder blev afleveret til firmaet til videre bearbejdning.

Carl Ferdinand (Severin) Schaarup kom fra København. Han modtog sit borgerskab i Aarhus som vinhandler den 18. november 1850, 34 år gammel. Samme dag åbnede han et ”velassorteret Viinudsalg” i Vestergade 3.

Der var ikke mange nye forretningsmæssige tiltag i Aarhus i krigsårene 1848-49, men nu var der åbenbart lidt økonomisk overskud igen. Herfra denne adresse blev der nu solgt vin i et par generationer, selv om Carl Ferdinand ikke var med i hele forløbet. Gården ejedes på dette tidspunkt af købmand H. C. Liisberg.

Pejlemærke

I de første hyppige annoncer brugte Schaarup - som så mange andre handlende i Vestergade - Svaneapoteket som pejlemærke for kunderne, som ses af denne annonce fra 24.12.1851.

Byrådskandidat

I 1867 var der valg til byrådet. Schaarup stillede op som en blandt de 9 repræsentanter, der skulle vælges blandt den højst beskattede femtedel af de stemmeberettigede, men han blev ikke valgt ind. Han blev senere samme år genvalgt til Ligningskommissionen og medlem af Skolekommissionen.

I 1870 var der igen valg til byrådet, og Schaarup stod nu blandt 10 kandidater på den almindelige borgerliste. Disse blev anbefalet af en række borgere, hvor der ”bør ses udelukkende paa Vedkommendes Dygtighed og varme Interesse og ikke paa hans borgerlige Stilling…”

Heller ikke denne gang lykkedes det for Schaarup, men han var blot nogle få fra at blive valgt. 1876 købte Schaarup ejendommen af H. C. Liisbergs enke for 80.000 kroner.

C. F. Schaarups Efterfl. (Koefoed)

Den 16. september 1889 fik magistraten i Aarhus anmeldt, at Niels Vilhelm Edvard Koefoed havde overtaget Schaarups Vinhandel efter hans enke under navnet, C. F. Schaarups Efterfølger. Vilhelm Koefoed døde 13. juli 1897.

Hans enke, Marry Camilla Koefoed (f. Røed), fortsatte vinhandelen.

Ny ejer

I 1901 blev vinhandlen overtaget af Grosserer H. N. Holten fra København. Han havde åbnet den første danske automatcafé i 1899 på Amagertorv. Der var salg af øl, kaffe, te, likører, varme pølser, smørrebrød og kager m.m.. ved at putte ti- og femogtyveører i en af caféens mange automater.

Igen på århusianske hænder

I begyndelsen af 1902 kom forretningen igen på aarhusianske hænder, da Holger Beherend og Lauritz Hansen (3/1 1856 - 15/8 1907) - fungerende statssergent i artilleriet - købte firmaet med tilhørende beholdning.

Peter Gift

Ovennævnte Lauritz Hansen døde i 1907. Der var 6 børn i den hansenske familie, og i 1931 overdrog Lauritz Hansens enke forretningen til den ældste søn - Lauritz Peter Hansen - der i forvejen drev en vinhandel i Bruunsgade - en af de få, hvortil der dengang også var knyttet en bevilling til udskænkning. Med Laurits Peter Johannes Hansen (1885-1965) får vi ham, der med sit andet fornavn, lagde navn til nuværende Vinstue Peter Gift i Bruunsgade.

Classic Pizza 2018 - juni 2020

Den finske familieejede kæde Classic Pizza, der overtog lokalerne fra Jacob`s BarBQ, fik kun kort levetid i Aarhus og i Danmark. Selskabet i Danmark bag kæden havde investeret millioner i renovering af lokalerne og gik konkurs i maj 2020. Classic Pizza fik således kun 2½ år i Danmark. Koncept gik ud på at tage det bedste fra det, der kaldes ”Fine Dining”, hvor der anvendes de bedste økologiske råvarer. Kædens pizzaer er udviklet af Michelin-kokke - både finske og internationale. Man satsede på at lave gourmetpizzaer, som serveres sammen med champagne eller vine (bubbles - som de kaldte det) i et uformelt miljø. Pizzakæden blev startet i den lille sydfinske ferieby ved Den botniske Bugt, Hanko (Hangö), i 1996. Kæden havde i 2021 17 restauranter i Finland, og restauranten i Aarhus var den første uden for Finland. Kæden havde to restauranter i København og planer om at indtage flere danske byer. Der er henvisninger til de ældre gæstgivere i tiden 1805 til 1822, Ludvig Bruun, Jens Dahl Ahrenfeldt og Peter Juncher i den overordnede tekst. Her kan du læse om Jacob Evars Jacob`s BarBQ, hans liv og projekter. Inden Jacob Evar rykkede ind i 1973, havde her været to restauranter i gården, Austria og Høkergården.

Hans Baastrup var den første lejer, der i årene 1884 - 1887 indrettede et vaskeri i sidebygningen i Vestergade 3. Han bekendtgjorde sin flytning hertil 20. april 1884 i en megen beskeden annonce.

Det er nok ikke helt tilfældigt, at der her er basis for et vaskeri, hvor man har brug for meget vand. Den senere ejer, Knud Pedersen, fortæller om en meget stor brønd i gården, hvor der altid bekvemt var vand lige uden for døren i en artikel i Aarhus Stiftstidende i forbindelse med renoveringen af nogle bygninger og gårdrummet i 1962.

Vasketøj kunne afhentes og bringes, og ens familieklæder blev vasket for sig og reparationer kunne udføres ifølge annoncen herover.

H. P. Baastrup døde i april 1887, men enken førte vaskeriet videre i Klostergade 30, hvorfra hun annoncerede i 1887. I bekendtgørelsen får hun nævnt, at hun skal ernære ”min 8 smaa Børn”

Franskvasker

Ordene ”fransk Vask og Strygning” mødes konstant i datidens annoncer.

For det moderne menneske har det nok en undertone af seksualitet, men her er det strengt vaskeriteknisk som betegnelse for den særlige behandling, som kom finere linned til del f.eks. manchetskjorter med løse flipper. De var en del af en mands beklædning for nogle generationer siden. Skjorter og flipper skulle stives og stryges. Det var et arbejde, der krævede tid og håndelag. Derfor blev skjorterne ofte sendt ud af huset – og ”franskvaskerske” blev en stillingsbetegnelse for en overklasse af vaskekoner, der specialiserede sig i dette arbejde.

Hvorfra så den seksuelle undertone i udtrykket?

I 1906 blev prostitution gjort ulovlig i Danmark, men den forsvandt ikke. Som vand fandt den andre veje gennem subtile annoncer, der var godt pakket i koder, som folk i miljøet kendte, som f.eks. ”Fransk vask og strygning frk. xxxx i xxgade 24 over gården fra kl. 12 til 23”.

Så vidste de fleste, hvad det gik ud på, for mon ikke ”strygning” og ”stivning” gav udfordrende associationer?

En anden og ganske underfundig overskrift til en tilsvarende annonce var ”Slips renses”. Den lader redaktionen lige stå et øjeblik...

”Fransk” har altid været synonymt med noget vovet. Hvis man taler om ”århusianske postkort” så ser de fleste for sig nogle postkort med Aarhus Rådhus og lokale seværdighedr. Men ”franske postkort” - har ikke noget med Eiffeltårnet at gøre!

- og så går vi videre med vaskerierne i Vestergade 3.

Laurs Andersen

Han var også lejer i årene 1888-1894. Han kom fra Them og overtog vaskeriet efter Baastrup.

Gennem årene annoncerede han jævnligt med samme ovenstående annonce. Han flyttede 9. november til Guldsmedgade 21.

A. Steensen

Lejer 1894 -1898. Han kom fra Fiskergade 15. Her ses en annonce i Aarhus Stiftstidende 6. november 1894.

I årene efter 1898 befinder hans vaskeri sig på Banegaardsvej 31. (Vore dages Ny Banegårds Gade)

J. C. Petersen

Petersen lejede sig ind i åene 1899 - 1901. Han står i Vejviseren i Aarhus som Pakmester og vaskeriejer. Vaskeriet hedder i denne periode ”Ekspres”, og han annoncerede ikke meget.

Frøknerne H. Schwartz og E. Simonsen står i Vejviseren 1899 som logerende i Vestergade 3 - her med titel af franskvaskerske, men de samme frøkener havde også broderiforretning hos naboen i Vestergade 1 i årene 1898 -1902. Se Vestergade 1.

Chr. Funder

Funder var lejer 1901 - 1904. Han kaldte sit vaskeri ”Fremad”, men det gik kun i tre år frem til 1904.

Fru Marie Hansen

Marie Hansen var lejer 1904 - 1907. Hun annoncerede 10. juli 1904 med at have overtaget et vaskeri efter Det var dog ikke faderens vaskeri. Han afstod sit vaskeri i 1898 i Fiskergade 3 til J. Chr. Kjerbye. P. Thomsen havde vaskeri gennem 32 år, så datteren har nok lært et og andet om tøjvask.

Der er kommet lidt mere liv over Marie Hansens moderne annonce fra 1905 i Aarhus Stiftstidende.

Med Marie Hansens Vaskeri var det i 1907 slut med vaskeri i

Vestergade 3, hvor der havde været vaskeri med forskellige ejere siden 1884.

Der var rigtig mange vaskerier i byen på den tid, men nye tider var på vej, hvilket kan ses i spalten til højre. Markedet var nu også begyndt at interessere sig for private boliger.

Annoncen her til højre fra 17. marts 1907 i Aarhus Stiftstidende viser udviklingen på markedet med vaskemaskinen ”Fulddamp”.

Annoncen er meget illustrativ. Bemærk f.eks. de to damers påklædning. Med den nye vaskemaskine kan man stå i sit ”dagligtøj” og vaske – nemt og bekvemt – og med det provokerende spørgsmål med store bogstaver:

Vælg selv ! Hvad foretrækker De !

Annoncen er meget sjov at gå på opdagelse i.